I år stiftede vi som ansatte på universitetet bekendtskab med en længere skrivelse udsendt af nationalt organ for kvalitet i utdanning (Nokut). Den har den enkle tittel: Forskrift om standarder og kriterier for akkreditering av studier og kriterier for akkreditering av institusjoner i norsk høyere utdanning. Forskrifterne har været oppe til behandling i Utdanningsutvalget på universitetet, hvor man har taget følgende beslutning:
a. Fakultetene skal starte arbeidet med å innfri kravene til NOKUTs forskrift, i første omgang på studieprogramnivå.
b. Alle fakultetene bør i løpet av ett år være i gang med arbeidet og melde tilbake til Utdanningsutvalget innen 31.10. i år en tidsplan for hvordan arbeidet vil bli gjennomført, men slik alle studieprogrammene og emnebeskrivelsene er formulert i tråd med NOKUTs forskrift og universitetets studie, eksamens- og gradsreglement innen utgangen av 2009.
c. For nye studieprogram og emner forutsettes det at de nye beskrivelsene er på plass.
Hva indeholder så disse forskrifter? Der bliver stillet krav om en klar beskrivelse af studiernes og emnernes mål, hvilke kundskaber, færdigheder og holdninger det forventes at studenterne skal erhverve sig, samt en klargøring af hvilken kompetence studiet giver i forhold til videre studier og/eller yrkesutøvelse.
Mange vil påstå at dette er et unødigt bureaukrati, specielt på emneniveau, i forbindelse med en af vore primære opgaver ved siden af forskningen, nemlig undervisning; men det skal jeg ikke tage stilling til her. Der er derimod en anden ting, som i højeste grad bør vække en voldsom reaktion fra det akademiske miljø, nemlig kravet om at man skal klarlægge hvilke holdninger, studenterne skal bibringes ved studierne og ved et emne.
For det første virker det ganske meningsløst for eksempel i forbindelse med et kursus i tysk konjunktiv. Lidt mere mening kan det naturligvis give i et emne på historie om antikkens slaveri, hvor den ønskede holdning kunne være, at en sådan institution er forbudt! Jeg skal ikke her komme med flere ironiske eksempler på det absurde i kravet om angivelse af holdninger. Det er sagen nemlig alt for alvorlig til.
Jeg kender kun ganske få lande i historien, som har forsøgt at indføre noget sådant. Det var en del af nazismen og fascismen, samt de kommunistiske regimer, hvor de rigtige holdninger var en integreret del af en universitetsuddannelse, og hvor man også ønskede at udelukke ”forkerte” holdninger. Vi finder ganske vis i mange lande i skolesystemet en passus om ønskede holdninger, gerne holdt i lidt vage termer, såsom at eleverne skal lære at blive gode demokratiske borgere, men det er ikke en del af et åbent universitetssystem, som traditionelt set har holdt værdifriheden i hævd. Den eneste holdning jeg kunne tænke mig at sætte på papiret er: kritisk sans over for etablerede ”sandheder” (herunder holdningskampagner), men den er jo så generel at den ikke passer til for eksempel emneniveau.
Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvem der skal bestemme, hvilke holdninger studenterne skal bibringes, og hvorledes læringmål, skal udformes i forbindelse hermed. En anden vigtig faktor er naturligvis også yrkesrelevansen, således at studiet hænger logisk sammen (kvalitetssikring). Med den topstyring vi i dag har fået af universitetssektoren, hvor man blandt andet har fjernet valgte styrere til fordel fra ansatte styrere, som ikke er bundet af noget instituttråd, kunne jeg godt tænke mig følgende scenario. Det politiske system eller erhvervslivet stiller krav til uddannelse af en ganske speciel type studenter, ikke bare med specielle færdigheder og kundskab, men også rigtige holdninger. Vi vil derved få en topstyring af undervisningen. Det bestemmes ovenfra hvilke emner der skal undervises i, hvad emnerne skal indeholde og i sidste ende også hvordan der skal undervises. Dette får igen konsekvens for forskningen, fordi der stadig ønskes en sammenhæng mellem forskning og undervisning.
Det kan godt være at dette er et helt urealistisk skrækscenario, og jeg påstår da heller ikke at der slet ikke skal være sammenhæng mellem en uddannelse på et universitet og det samfund som omgiver det; men konsekvensen af de nye forskrifter er et frontalt angreb på den akademiske frihed for den enkelte ansatte, som vil se sig selv i samme situation som kollegaer i totalitære samfund.
Der er således al mulig grund til at sætte foden ned og melde fra, og ikke bare ukritisk acceptere alt hvad der kommer fra Kunnskapsdepartementet. Det er ikke bare den enkelte ansattes pligt, men også valgte organer på fakultets- og højere universitetsniveau. Der er mig en gåde, hvorledes Utdanningsutvalget på universitetet har kunnet fattet den beslutning det har, uden nogen som helst kritiske bemærkninger.