Tanken om at lavere grads undervisning kan foregå decentralt, medens undervisning på højere niveau kan lokaliseres på de egentlige universiteter, som Frank Aarebrot foreslår det i sit debatindlæg, er slet ikke ny. Allerede Hernes var inde på dette, og umiddelbart virker tanken rigtig og tiltrækkende, både ud fra en distrikts-politisk synsvinkel og ud fra en faglig politisk. Det er jo på universiteterne topekspertisen forhåbentlig sidder. Det kan så som Aarebrot foreslår det, kombineres med, at enkelte specialiserede institutioner decentralt tager sig af specielle uddannelser på MA-niveau.
Der er uden tvivl mange fag, hvor en sådan model vil egne sig til; men der er lige så mange fag, hvor dette på papiret så attraktive model uden tvivl vil føre til en kraftig kvalitetssænkning af uddannelsen. Denne påstand kræver naturligvis en nærmere forklaring.
Jeg vil tage udgangspunkt i historie, mit eget fag, som i dag findes ved alle universiteter og de fleste distriktshøjskoler. Uddannelsen på BA-niveau er her i virkeligheden den mest krævende, især fra lærestedets synsvinkel. For at give en kvalificeret uddannelse på BA-niveau kræves der en meget stor og i sammenhæng hermed bred ekspertise, som kun findes på et universitet med mange ansatte og med alle perioder og fagfelter repræsenteret. Vi har ikke lærebøger med stort ”L”, som alle uanset specialisering kan undervise fra. Kvaliteten sikres gennem at der allerede på BA-niveau er en tæt sammenhæng mellem undervisernes forskning og det der undervises i. En decentralisering vil fjerne denne sammenhæng og derved betyde en kraftig kvalitetssænkning, også selvom det sociale miljø på mindre læreanstalter gerne er meget bedre end på store universiteter. Jeg ved at dette er historie, men jeg kan ikke tro at dette fag står alene her.
Realistisk bør man i stedet vende Aarebrots ide om. BA- uddannelsen gives for mange fag så absolut bedst på store universiteter hvor man har den brede ekspertise, medens MA måske i langt højere grad end det er tilfældet kunne decentraliseres til mindre spredte enheder, hvor man kan benytte de ansattes top-kompetence, og hvor man, som man faktisk ser det mange steder, dyrker frem nogen specialfelter, gerne med lokal forankring.
Frank Aarebrots model er uden tvivl distriktpolitisk attraktiv, men det er den ikke fagligt, hvis det er kvaliteten der er det centrale.