I debatten om styringsformer på universitet, og de undersøgelser som man har foretaget blandt ansatte, har der nu tegnet sig et interessant billede, hvor Humaniora med Samfundsvidenskab i langt højere grad hælder til en demokratisk styringsmodel, medens Naturvidenskab argumenterer for en bedriftledermodel med høj grad af repræsentation fra samfundet udenfor universitetet. Repræsentanter fra begge lejre har i medier, herunder i På Høyden, fremført deres argumenter. Debatten har da været interessant; men der har egentlig ikke været tale om nogen dialog. Det virker som om begge parter har skrevet for sine egne tilhængere, ligesom politikere der udtaler sig i fjernsynet. Det har været en Holmgang.
En seriøs dialog kræver at man forsøger at forstå modpartens standpunkter og også inddrager dem i sine egne overvejelser. Jeg skal derfor i dette indlæg prøve at gå lidt dybere ned i den uenighed, som der ser ud til at være institutionelt bestemt.
Uafhængighed i Humaniora
De humanistiske og de samfundsvidenskabelige fag, som har deres rod i Humaniora, hviler på en akademisk tradition, hvor uafhængighed af politiske føringer og økonomiske interesser er helt essentielt. Vi har et ideal om at den viden og de erkendelser vi producere gerne må ikke kun udfordre, men også sætte spørgsmålstegn ved samfundet omkring os og de holdninger og meninger, som betragtes som de rigtige for tiden.
Et andet karakteristika ved humaniora er at resultaterne af forskningen normalt ikke kan omsættes direkte i større eller bedre produktion, flere arbejdspladser. Vi bidrager heller ikke direkte til at give løsninger på større udfordringer som udslip af klimagasser. Humaniora er desuden præget af en høj grad af individuel forskning, også på p.hd.-niveau, som så kan samles i større samarbejdsprojekter på tværs af faggrænser. Det udstyr som humanister har brug for begrænser sig stort set til dataudstyr med programvare, som der ikke er forbundet de store udgifter med.
En anden type viden
De naturvidenskabelige fag, herunder medicin, sætter naturligvis også den akademiske frihed højt, men den viden og de erkendelser som produceres er ofte af en ganske anden type. Megen af den kan omsættes i teknologiske nyvindinger som får betydning for produktionen i erhvervslivet. For at dette skal kunne lade sig gøre kræves der mere end datamaskiner med programvare. Man er i en hel anden grad afhængig af kostbart teknisk udstyr, som med jævne mellemrum må fornyes. Projekter indebærer et langt tættere samarbejde mellem de enkelte forskere i et teamwork og p.hd.-kandidaters projekter knyttes langt tættere til deres vejlederes forskningsprojekter. Vejleders og teamworkets vigtige rolle kommer også til udtryk både ved udarbejdelsen af ansøgninger til p.hd.-projekter og ved publicering af resultaterne, hvor det ved humaniora ville være utænkeligt at vejleder nævnes som medforfatter, jævnfør den diskussion, som tidligere har været her På Høyden.
Et ”demokratisk” underskud
De fleste humanister ser demokratiske rettigheder også på instituttniveau som en garanti for humanioras uafhængighed, ikke en bedriftsledermodel med stor grad af ekstern repræsentation i styringsorganer. Forskningen skal ideelt set ikke bestemmes udefra. Med den nye pålagte omorganisering af styringsstrukturen på instituttniveau føler mange humanister der er opstået et ”demokratisk” underskud, som ikke må forstærkes på fakultets- og universitetsniveau.
Naturvidenskab ser naturligvis ikke et tæt samarbejde med erhvervslivet, som er en vigtig målgruppe for forskningen, som nogen trussel, tvært imod. De ressourcer som staten stiller til rådighed er ikke nok til at sikre høj kvalitet; men de må suppleres med midler udefra, og kun et tæt samarbejde med samfundet uden for universitetsverdenen kan sikre dette.
To forskningstraditioner
Jeg ved at min beskrivelse ovenfor indeholder mange forenklinger, og at både Humaniora og Naturvidenskab har grundforskning, som falder lidt uden for dette. Men jeg tror alligevel at vi må erkende, at universitetet har to institutionelt set forskellige forskningstraditioner, som på vigtige punkter, politisk som akademisk, har forskellige behov og interesser. Vi tilhører samme universitet, ja, men vi lever måske videnskabeligt set i to ganske forskellige verdener.
Ingen vil være tjent med, at den ene part ”vinder” over den anden i en normal demokratisk proces. Vi kunne selvfølgelig omorganisere det hele i to universiteter med forskellig styringsform; men dette er urealistisk og ikke ønskeligt. Udfordringen er derfor nu, at begge parter i debatten forsøger at finde mulige løsninger, som kan fange op også den anden parts behov og ønsker.