I artikel på På Høyden den 25 novemberpræsenteres hovedlinjer i Universitetets ”Tiltaksplan for det ytre miljø 2010-2011”. Målet er at reducere affald, energi- og papirbrug samt CO2 udslip med 20 prosent inden 2020, således at Universitetet i Bergen kan blive det grønneste universitet i Norge inden 2020 og også kan måle sig internationalt.
En vigtig del af universitetets tiltaksplan er at etablere et apparat og rutiner, som kan måle nuværende brug, planlægge og iværksætte en miljøplan med rapportering, inddrage institutter i arbejdet og ledelsesevaluering, samt ikke mindst kontrol af om målet så bliver nået i 2020.
Jeg er ikke i det mindste i tvivl om at miljøstyringsgruppen og andre som har arbejder med dette, har gået yderst seriøst til sin opgave, ej heller at der bagved denne tiltaksplan ligger de bedste intentioner. Det er også positivt at der opstilles klare mål; men når dette er sagt, rejser sagen, i hvert fald som den præsenteres i På Høyden, nogle mere principielle spørgsmål, som ikke bare berører universitetet.
Jeg skal tage udgangspunkt i en vigtig forudsætning for tiltaksplanen; nemlig at kunne måle, hvor stort udslippet rent faktisk er i dag. I dette indgår blandt andet underleverandører, som for eksempel rejseselskaber. De ansatte bliver derfor opfordret til at benytte Universitetets vanlige kontakt, Berg-Hansen. Nu er der mange årsager til at de ansatte i højere og højere grad bruger større netselskaber, når der bestilles billetter. Jeg kan benytte stort set samme søgemotor som Berg-Hansen, og derved også de samme flyselskaber. Erfaringen fra mange ansatte tilsiger desværre også, at netselskaberne er bedre og mere fleksible både med hensyn til pris og tilbud på afgange med de samme flyselskaber, og at der er flere alternativer. Normalt sparer jeg faktisk både tid og penge. Nu opfordres jeg så til, at bruge en dårligere operatør, ikke fordi det på nogen måde nedsætter CO2 udslippet, måske tvært imod, fordi det ofte betyder flere mellemlandinger og ekstra overnatninger. Problemet er et andet. Mine nuværende og fremtidige bestillinger kan ikke indgå i det bureaukratiske målesystem.
Mit spørgsmål er her, hvad er det som er det vigtige? Hvorfor bruge tid, energi og ressourcer på noget, som bare skal indgå i et tællesystem. Vi ved alle også godt, at det højst sandsynligt ikke fremover afgørende vil reducere den CO2 som universitetsansatte sender ud på deres rejser! Forskellige miljøafgifter på flyrejser har heller ikke nedsat antallet af rejsende. Det er faktisk steget, men måske har vi bedre samvittighed når vi rejser.
Kravet til eksakt måling, også fremover, vil kræve et omfattende rapporterings- evalueringsapparat på alle niveauer, og min bekymring er om der bliver et rimeligt forhold mellem den tid og de ressourcer, der investeres heri, og så den faktiske nedgang i CO2 udslip, som opnås herved. Kunne vi ikke fortløbende bruge vore kræfter på at iværksætte konkrete tiltak, som vi allerede er begyndt på, og som vi ved fungerer, uden nødvendigvis at skulle måle det hele tiden. Jeg ved godt, at vi så ikke vil kunne konstatere og ikke mindst dokumentere, at vi har opnået vore detaljerede mål, eller kan konkurrere om en førsteplads på grønne lister eller stige internationalt. Og hvad så? Hvad betyder det om Oslo eller Trondheim er foran os, undtagen lige nationalt prestigemæssigt? For det større CO2 udslip absolut intet! Den international liste som der henvises til i artiklen i På Høyden er i hvert fald ikke noget at stile efter. Som der står i en vurdering af denne: Resultatene gjenspeiler på denne måten universitetenes politiske forpliktelse til miljøtenkning mer enn grønn resultatoppnåelse.
Det er det sidste som er særdeles bekymringsfuldt også i samfundet generelt. Der er i høj grad tale om profilering. Vort samfund bruger store ressourcer på holdningskampagner og synliggøring med hensyn til miljø, og jeg sorterer naturligvis mit affald, som man skal, og bruger sparepærer etc. Jeg tror naturligvis at jeg derved giver et stort bidrag til de globale miljøproblemer; men det gør jeg nok desværre kun i ganske lille grad! Intet af det påvirker de store udslip af CO2 fra lande i vækst ude i verden, ej heller udslip fra industri og biler i vor del af verden. Det er styret af helt andre kræfter, som økonomi, behovet for kontinuerlig vækst og arbejdspladser, som ingen tør gøre noget ved.
Jeg tror ikke at der er nogen på universitetet, som vil stille spørgsmålstegn ved, at globalt set er CO2 udslip er en meget stor klimaudfordring. Jeg tror ikke at der er nogen der mener, at ikke alle sektorer i samfundet, herunder Universitetet i Bergen, bør bidrage til at nedsætte CO2-udslip, og også på andre områder skabe et mere miljøvenligt samfund, men jeg efterlyser lidt proportioner i debatten og også i de tiltak, som sættes i gang. Hele det administrative apparat, med rapporteringer, målinger, tilbagemeldinger og evalueringer, må tilpasses de resultater man realistisk set vil kunne opnå. Det må ikke være bestemt af profilering, unødvendig registrering, også ved underleverandører, national eller international rangering. Så tror jeg at mange ansatte vil miste engagementet i en god sag.