Morten Eide Pedersen

At mottage et livstegn med tankemylder fra Morten oplevede jeg altid som noe særligt. Det var som en åndelig pause i verdensgangen, et utfoldet alternativ til det målrettede hverdagsliv, som Morten på en selvfølgelig måte med sine ord evnede at skaffe plass til.

Mortens sidste livstegn kom til meg som en flaskepost, som jeg åbnede etter min ven hadde reist videre. Rejsen som metafor var et gennemgående tema i Mortens siste tankemylder, som handlede om det prosjekt, vi tenkte på at gennemføre en gang med tiden. Jeg tror vi begge nød for en gangs skyld ikke at have en deadline, måske ville vi egentlig at det skulle være et evighetsprosjekt, for hvis prosjektet blev ferdigt opphørte jo samtalen. Og samtalen var måske det egentlige, det vigtigste.

Forunderligt var det at den sidste samtale skulle handle om Mahlers musikk, om Abschied fra Sangen om Jorden, om den person for hvem lykken ikke var venlig stemt, og som ikke mere håper noe av verden. Vi kredsede om Kindertotenlieder, om den for tidlige bortgang. Vi var optatt av billeder i en verden i endring. Som Morten skrev:

«Verdenskrigen som startet for hundre år siden: Alt dette gir jo tid for ettertanker over de siste hundre årenes tidsreise. Utviklingen både i vår egen kultursfære og verden forøvrig er jo både vakker og utrolig stygg, samtidig. De siste måneders utvikling intet unntak.»

Alt var muligt i det mortenske tankemylder. Det var vidunderligt at tenke ut av boksen med Morten, uten tanke på økonomi og realiserbarhet. Vi ville i vores prosjekt ha Klaus Maria Brandauer med til å reflektere rundt menneskets storhet, og samtidig litenhet i de store systemene. Vi ville ha Stephen Fry med til at sie noe om menneskets selvopptatthet i vår tid. Vi ville også ha noe teknologi og fremtidsoptimisme representert med George Antheil med ekte flymotorer i Ballet Mecanique, vi ville faktisk ha flyvemaskiner inn i Grieghallen. Koffer ische?

Vi ville så meget. Vi ville formidle på høyeste niveau, sådan som det hadde været vores ambition lige siden vi var unge tidsskriftsredaktører på ottitallet. Morten på Ballade, jeg på Dansk Musik Tidsskrift.

MEP stod ofte som signatur i Ballade, som jeg beundrede og så op til. Jeg hadde ikke modet til det frugtbare anarki, som Morten og hans ballademakere gjorde med det norske tidsskrift. Som f.eks. at gøre det, der er enhver bibliotekars mareridt, at skrift format i tide og utide. Jeg husker Ballade i et nummer blev utgit som avis, med gul farvetryk. Vi anede ikke hvad vi skulle stille op med de numre på biblioteket på Musikvidenskapeligt Institut i København. Til sist lå de der bare, på en hylde for sig selv, slidt tynde av lesning av alle, der ville noe seriøst med ny musikk.

Jeg beundrede Mortens evne til at få samtalepersoner til at føle sig rolige og afslappede, sådan at en god dialog kunne tage form. Han gjorde det for nylig i en offentlig debat på Festspillene med Sven-David Sandström, Olav Anton Thommesen og Bent Sørensen, sådan som han hadde gjort det hundredesvis av gange som den gudsbenånede skribent og formidler, han var. På sin egen, helt rolige måte med stille men insisterende stemmeføring blev Morten en krumtap i Norge i almindelighet og i Bergen i særdeleshet. Man lyttede til Morten og der var bud etter ham i mange institutioner i og uten for Bergen: Music Factory og Autonalen, der senere blev til Borealis-festivalen, Sjøforsvarets Musikkorps, foreningen Ny Musikk, BIT20 ensemble, Risør Kammermusikfestival, Bergen Dansesenter, Festspillene i Bergen. Jeg kunne blive ved.

Morten bar på en melankoli, på en rodløshet som minder om Mahlers og Schnittkes og mange andre kunstnere, som er på evig reise. Morten skrev om det i flaskeposten, hvor han talte om «sorg og ettertenksomhet over ‘verden av i går’. Og han fortsatte: «Endring og tidreise kan også være forflytning, eksil og rotløshet. Mange kunstnere er jo ikke bare tidsreisende, men blir også på en måte nomader, eller brått hjemløse i sin tid.»

Når jeg genleser vores korrespondance oplever jeg en kanon av tanker, som angår veien mellom en verden av i går og i dag, og om reisen. Som Morten skrev det i forbindelse med vores evighedsprosjekt: «Vores reise går jo også gjennom Gulag og Theresienstadt der kunstnerne ble internert, ellers som jernbaneskinnene rett inn porten til Auschwitz. Kunne det finnes aktuelle kunstnernavn her som sier noe om å være mennesker i en krisetid, som kunne knyttes sammen inn i en forestilling, gjennom brev, dagboknotater, poesi/litteratur, musikk?»

Morten var ikke bare skribent og formidler, han var kunstner og en elsket lærer på Griegakademiet. Morten kunne det hele og han ville det hele med sin encykopædiske viden om alt muligt mellem himmel og jord. Han kunne skrive en poetisk prosa, en musikalsk prosa uden rytme og uden rim, som var smidig og stærk nok til at føje sig efter sjælens lyriske bevægelse, drømmens bølger og bevidsthedens spring.

Morten skrev til det siste om at språket hans begynte å springe i alle retninger. Som han sagde til sist om en ide: «Jeg vil vende tilbake om det er aktuelt å spinne videre på denne tråden.» Morten kunne kunsten at spinde en tanketråd. Livets tråd var han ikke herre over, og den brast så pludseligt. Det oppleves som et ragnarok at miste Morten. Nu må jeg reise alene uten en fantastisk samtalepartner, og norsk kulturliv har mistet en av dets mest indsigtsfulde stemmer.

Hvil i fred.

Minnetalen ble fremført av festspilldirektør Anders Beyer i bisettelsen.